Strangers on a Train – The End is Nigh but the Night is Young

Strangers on a Train byder op til argentinsk tango på “The End is Nigh but the Night is Young” som er fyldt med mørkesort poesi og forførende dommedagsviser, hvor Frederik Juul Rasmussen kulkælderrøst binder albummet sammen med svovl og sprut, og gravånde.

Farligt møde med de fremmede rejsende

“Strangers on a Train” (farligt møde på dansk) er en film instrueret af Alfred Hitchcock og udsendt i 1951, der i yderst korte Wikipedia træk handler om, hvorledes to for hinanden ukendte mænd aftaler at myrde hhv. den enes kone og den anden rige fader, således at de hver i sær ikke kan kædes sammen med mordene. Herefter kommer alle forviklingerne, og så kører møllen af spænding og intriger.

Stranger on a Train er derudover et dansk band, der har taget titlen til sig, og som lydligt formår af udtrykke Hitchcocks dynamiske og dramatiske tæft. Navnet inspirerer til en masse fantasifulde dystre skæbnefortællinger, og dette er et kodeord i Strangers On a Trains lyd og tekstunivers. Fra pressematerialet fremgår det, at bandets musik, “trækker på inspirationer fra
både argentinsk tango, fransk kabaret, amerikansk vaudeville, folk, rock og country (…)med deres sange om ensom nattevandring, fordækte bordeller og andre af livets mange skyggesider.” Og albummets tema – jordens undergang – fortælles gennem de skæve, de marginaliserede, ja, udskuddenes optik i et Kurt Weill-esque tysk kabaret-univers.

Historier fra den sorte bog

Allerede med de første tre bodegaviser, “The Jungle Is My Home”, “Dug a Hole – Filled it With Blood” og “Orgy of the Widows”, bliver det tydeligt; fortælleren, Frederik Juul Rasmussen, har som en anden Kaptajn Haddock været rundt på alle de syv have og samlet historier, som hans whisky-svælg brummer ud gennem det våde fuldskæg. Man fornemmer, at han sidder på Galathea Kro og bræger løs, langt, langt væk fra det puritanske Hergé univers.

Udover inspiration fra gysets mester og Weill har de fremmede togrejsende været i det musikalske bibliotek og lånt stemning fra bands og kunstnere som Tom Waits, Jacques Brel, Nick Cave, Marc Almond, Django Reinhardt og Leonard Cohen – to name a few, og det borger for dybden i udtrykket, og det forpligter så sandelig også. Men Mikael Jørgensen, Frederik Juul Rasmussen, Ask Jensen, Jens Gunni Busck, Sune Stender har sat overliggeren lige præcis der, hvor den bør være; det tilrøgede og lumre album har høj klasse, hænger fortælleteknisk utroligt godt sammen og bevarer stemningen i alle facetter og numre.

Strangers on a Trains zeitgeist

Numrene syder af frivol dekadence, skørlevned og besynger civilisationens undergang, og man forestiller sig i lynglimt nemt øjeblikke fra det tredje riges overklasses sidste Berliner-fester, mens bomberne bragede om ørerne på dem, som var det pauker fra skærsildens glohede symfoniorkester.  Man fornemmer fornægtelsen over forfaldet og nederlaget og en frigørelse af de dyriske drifter i de sidste timer, en brændende trang til at genoplive de brølende burleske tyvere, inden den sidste dans er forbi. Harmonika og violin sørger for, at vemodige klange fra alle verdenshjørner er samlet i røverhistorierne og tilsat Frederik Juul Rasmussens unikt grusede røst virker numrene som noget essentielt folkeligt, noget globalt smertefuldt og sortromantisk, som i vor tid nærmest lyder som et, desværre, alt for relevant og spot on zeitgeist.

Det er efterhånden ikke nogen nyhed, at subdivisionerne under den danske mainstream rock og pop verden, flyder over med virkelig dygtige og dedikerede musikere, som tydeligvis har sat sig for at lære instrumenterne at kende, terpe sammenspil og sangskrivning før de træder op på tv studiernes skrå brædder. Det var sådan de nulevende gamle koryfæer selv trådte deres barnesko inden de begyndte at se sig selv i bakspejlet, på smukke herregårde, i navlepillende, nostalgiske genoplivnings programmer. Nu pibler det frem alle vegne fra de mindste til de højeste postnumre. Det der kan være besynderligt er, når enkelte af de mange dygtige bands har en sound som slet ikke kan trækkes tilbage til Gasolin’, Alrunerod, TV2, D:A:D eller Sebastian, men lyder som om den rundet af helt andre musikkulturer, under helt andre himmelstrøg. Ikke mindst Strangers on a Train, deres mission synes at være musikken før brandet.

Gode numre

Det er røvgode numre allesammen, der er spark i bolledejen og kærlighed for det melankolske med alligevel kraftfulde udtryk. Strangers on a Train holder fast ved, at de eksotiske og multikulturelle strømninger i deres musik, ikke blot er tilsætningsstoffer, men dybt indlejret i deres musikalske DNA. “Mama’s Gonna Put On Her Big Black Hat and eat the Sun” er en smuk tango, og bandets evne til at holde sig i skindet og lade gæstemusiker Alfkil Wennermarks violin føre an, er et udtryk for deres dybe respekt for det de laver. Wennermark stjæler fra tid til anden billedet på albummet, og det virker aldeles tilsigtet. Jeg er komplet vild med det sprælske Tom Waits agtige “Baby, I’m the Devil”, der lyder som verdens bedste brandert med forrygende kækt honky tonk klaver og høj cigarføring, og de originale og spøjse melodilinjer på “Last Christmas Ever”, står i smuk og paradoksal kontrast til tekstens brutale sandhed, “Yeah, this is the last Christmas ever, so raise your hands to the sky Santa Claus rides a pale horse and we’re all gonna die”

Jamen lad os da skrige og skråle med armene i vejret, vi skal jo allesammen snart dø. Ikke just happy days her, og det fortsætter i den kælderkolde laaaaangsomme traver “Whores”, som bare lander perfekt ned i min turban. Enkle virkemidler men lækkert sammenspil, og gode effektive linjer: “The warmth I perceive all around me is from the corpses stacked high, Your idols disgust and confound me, You call them heroes and I call them whores”.

Last call for alcohol

Tja der er sgu fuld plade, jeg har intet at indvende, selvom bandets koncept med at integrere alle mulige stilarter, kunne være gået grumme galt. Her er Tom Waits danske forbindelse. Intet kedeligt øjeblik her, intet konstrueret overhovedet, alle de oldgamle folkemusikinstrumenter bliver ført frem i lyset med respekt og evne, der er masser af afmålt og behørigt dæmpet trommespil, med sans for velplacerede små dynamiske markeringer, der holder liv i numrene og et band, der lytter til hinanden. Og, ikke mindst, Frederik Juul Rasmussens vokal lyder lige præcis sådan, som rigtig mange andre prøver at lyde som. Man bliver så glad for al den sortromantiske beverdingspoesi. Og når musikken stopper, er det som om endnu et værtshus på Vesterbro er lukket for good.

Og selvom det handler om musikken, så tæller helhedsindtrykket jo, og der må man også komplimentere vinyl formatets enkle sorte og stilfulde fremtoning, hvor den ligblege kvindehånd og vin(blod?)glasset kommer til deres dystre ret.

God jul, siger jeg bare, om det så bliver den sidste… ever.